DM i styrkeløft 2003
Afholdt i Thisted d. 5-6 April

af Klaus Brostrøm


De danske mesterskaber i styrkeløft blev afviklet i Thisted den 5. og 6. april. Tilmeldingstallet var fornuftigt, og de tilmeldte atleter borgede for god kvalitet. Og det blev da også et godt DM med en   masse spændende og god styrkeløft.

DM blev afviklet i Thisted Vægttrænings Forenings lokaler på Munkevej, og selve konkurrencen fandt sted i klubbens nye lokale etagen nedenunder, således at hele det øvrige center kunne fungere som opvarmnings- og opholdslokale. Der var mange tilskuere, og de gav en intim og god stemning, så det bedste kom frem i løfterne.

TV i direkte udsendelse

For første gang var der i forbindelse med et dansk stævne direkte TV på. TV2 brugte Sportslørdag til i pauser at vise styrkeløft, og på denne måde var DM i år med til at udbrede kendskabet til styrkeløft betragteligt. Når TV2 kom, skyldes det Gøsta Pedersens samarbejde med TV2 om det kommende VM, hvor producerne fik lejlighed til at lave en forprøve på de kommende udsendelser fra VM.

Konkurrencerne

I 56-kg klassen deltog Morten Strange fra AK Frem, og han gjorde det glimrende med serien: 150 – 95 – 100 og en total på 345 kg. Dette er absolut godkendt i denne klasse. Og der er flere muligheder i ham.

I 60 kg-klassen kæmpede Morten Rasmussen, Tårnby SK, mod Allan Ege Vith, ligeledes Tårnby. Allan havde problemer i forbindelse med indvejningen og var nok ikke rigtigt mentalt gearet til at lave en god præstation. I hvert fald bommede han ud i squat p.g.a. af for lav dybde. Dette er et punkt, Allan skal arbejde en del med. Morten Rasmussen fik derimod godkendt sine forsøg og vandt efter god løftning med serien: 175 – 120 – 170 og en total på 465 kg og blev en værdig dansk mester.

I 67.5 kg klassen stod kampen om guldet mellem Thomas Andersen, Thisted VF, og Søren Graversen fra AK Odin. Thomas var i blændende form og vandt med serien: 220 – 155 – 225 – 600. Thomas har virkeligt potentiale til noget stort. Søren opnåede en total på 470 kg og er på vej frem.

75 kg-klassen havde traditionen tro mange deltagere, og storfavorit var Erik Rasmussen fra AK Frem i Randers. Med serien: 235 – 167.5 – 200 – 602.5 løftede han 37.5 kg mere end nr. 2, som blev Martin Faber, ligeledes AK Frem.  Martin opnåede en total på 565 kg foran Daniel Vittoriani fra Tårnby med 545 kg. En klasse, som havde god kvalitet, og hvor der var relativt tæt løb om placeringer fra 2-5.

82.5 kg klassen skulle få en spændende afgørelse i dødløft. Den mangedobbelte danske mester fra Thisted VF, Dan Kristensen, blev presset meget hårdt af Michael Marcussen fra Frederikshavn. Michael klarede således 250 kg i squat mod Dans 232.5 kg. I bænkpres fik Michael godkendt ikke færre end 192.5 kg mod Dans i øvrigt hæderlige 172.5 kg. Så mange troede, at nu skulle det endelig lykkes for Michael at få ram på Dan – vel vidende at Dan er stærkere i dødløft. Men Dan vidste nøjagtigt, hvor meget han ville være god for, og efter de to første løft i dødløft var det blevet uhyre spændende, for Dan halede kraftigt ind. Da så Dan i sidste løft klarede 282.5 kg mod Michaels 225 kg var sagen klar. Dan kunne kalde sig dansk mester igen med en total på 687.5 kg mod Michaels 667.5 kg. En anden grund til den tilsyneladende klare afgørelse til sidst var, at Michaels satsninger på dagen ramte lidt ved siden af, hvilket kostede nogle kg. Men vi så styrkeløft, som når det er bedst. Bronzen blev taget af Søren Wahlgren, Århus AK, med serien: 200 – 160 – 215 – 575.

90-kg klassen havde mange deltagere, og også her var der en spændende slutspurt. I kampen om guldet var det Mikkel B. Christensen, Aalborg SK, som dystede mod Christian Hansen, Århus AK. , og alle de øvrige var lige til det sidste med i kampen om bronzen. Mikkel lavede en god  homogen serie på 250 – 165 – 285 – 700, og som det var at forvente, kom afgørelsen til sidst i dødløft. Christian havde klaret 260 og 162.5 i de to første discipliner og førte således konkurrencen, men da Mikkel løftede flotte 285 kg mod Christians 260, faldt afgørelsen ud til fordel for Aalborg-løfteren. Bronzemedaljen gik til Steen Hansen, Århus AK, med en total på 662.5 kg mod 660 kg til Jan Thøgersen, AK Nordland, og 647.5 kg til Gynther Petersen, Horsens AK. – En flot konkurrence.

100-kg klassen var tættest besat af alle klasser og havde 5 løftere, som klarede mere end 700 kg, så her har vi en klasse med både en top og bredde. Hvor kampen om sølv og bronze var intens, lå det hurtigt klart, at vinderen ville komme til at hedde Casper T. Nielsen fra Aalborg SK. Han lagde ud med at vinde squat med 317.5 kg og satte yderligere trumf på ved i et 4. rekordforsøg at klare325.5 kg, hvilket var ensbetydende med dansk rekord. Hermed var linien lagt, og selv om der var et par stykker, som løftede mere i bænkpres, fik de ren besked i dødløft, hvor Casper klarede 297.5 kg. Hermed opnåede han den flotte total 787.5 kg. I kampen om 2.pladsen kæmpede Kim Dahl Hansen, Tårnby SK, hårdt med først og fremmest Thomas Busted, Københavns SK. Kim vandt sølv med serien 265 – 182.5 – 287.5 – 735 mod 732.5 kg til Thomas. Også Keld Ingerslev, AAK, og Peter Eriksen, Rødby, kom over de 700 kg begge med 712.5 kg. Keld blev nr. 4 p.g.a. lettere kropsvægt.

I 110 kg klasen var der på forhånd lagt op til indædt kamp mellem sidste års DM-vinder, Stephan Vorup, Thisted VF, og Lars Sørig fra Frederikshavn. Stephan kom direkte hjem fra sine hvedebrødsdage, og det var derfor på forhånd lidt uklart, om dette ville komme til at koste ham dyrt. Noget tydede på det, for i Stephans speciale, squat, klarede  han ”kun” 330 kg, hvilket er mindst 20 kg under det forventede, og da Lars samtidig var fit for fight og veltrænet, skulle det blive en intens affære. Lars klarede 300 kg i squat, men løftede derpå ikke færre end 223 kg i bænkpres, hvilket var ensbetydende med en dansk rekord, og dermed førte Lars lidt uventet konkurrencen efter to discipliner.  Stephan klarede 190 kg. Kampen var dog stadig helt åben og blev først afgjort til allersidst, og da Lars fik godkendt 305 kg mod Stephans 300, var Lars fortjent dansk mester. Der er lagt op til en spændende revanche ved Åbne Thy Mesterskaber 2003 i maj måned. – I kampen om 3.pladsen sejrede Christian Sand, Aalborg SK, med en total på 707.5 kg foran Kurt Søgaard, veteranen for Horsens, som havde et vellykket comeback med 700 kg.

I 125-kg klassen var Morten Sørig forhåndsfavorit, og han levede til fulde op til forventningerne. Serien blev: 340 – 215 – 290 – 845, så Morten lavede et rigtigt godt resultat. Han har potentiale til en hel del mere, så vi må håbe, at det vil lykkes ham at nærme sig de 900 kg inden for det næste par år. Sune Bang fra Århus AK løftede også særdeles godt og vandt sølv med 770 kg foran Ryan Søndergaard, Gudenådalen, som løftede 732.5 kg

+125-kg klassen havde også en storfavorit i skikkelse af bænkpresspecialisten Niels Stærkjær, Århus AK. Kampen om de øvrige medaljer skulle stå mellem Claus Bjørklund, Københavns SK, og Bjørn Rasmussen, Hvidovre SF. Niels  var i god form, og med serien 340 – 290 – 270 – 900 løftede Niels internationalt godt. Det er også tydeligt at se, at Niels snart får ram på endnu flere internationale rekorder som f.eks. europarekorden i bænkpres, men en forudsætning for i trekamp at komme helt til tops er en forbedring af dødløft. Men alt dette afhænger af prioriteringer! Kan han overkomme det hele? Eller skal der satses på bænkpres? Det bliver spændende at se, hvad Niels beslutter sig for. Han er et kæmpetalent, som stadig kan udvikles. – Claus Bjørklund klarede 750 kg og vandt sølv foran Bjørn Rasmussen med 720 kg.

Bedste løfter

Bedste løftere hos herrerne på points blev: 1. Niels Stærkjær: 491.58. 2. Lars Sørig: 488,47. 3. Stephan Vorup: 482.81.

Bedste klub

Bedste klubber hos herrerne blev: 1. Århus AK: 53. 2. Tårnby SK: 48. 3. A.K. Frem: 40.

Damerne:

Damerne viste endnu en gang god løftning, blot er det en skam, at der ikke er nok bredde. Kan det virkeligt passe, at så mange  klubber producerer så få løftere? Nogle klubber bør nok tage deres strategier op til revision og få lavet et indsatsområde, som giver flere dameløftere.

I 56-kg klassen demonstrerede Kate Vestergaard fra Thisted VF, at hun er i god form og klar til VM-deltagelse senere på året i maj. Hendes serie lød på: 130 – 72.5 – 140 – 342.5 – og hermed en velfortjent guldmedalje til en løfter, som passer sit hjemmearbejde og derfor opnår resultater.

60-kg klassen blev vundet af Kirsten Borggaard, Thisted VF, som efter en god indsats løftede: 155 – 87.5 – 172.5 – 415. Kirsten er nu ved at nå op i fulde omdrejninger og har potentiale til mere, så det bliver spændende at følge hende ved det kommende VM i USA. Det er meget tænkeligt, at der ligger nye rekorder på vejen.

75-kg klassen blev vundet af den relativt nye løfter fra Thisted, Lissi Kjeldsen, som forbedrer sine personlige rekorder fra gang til gang. Lissi havde følgende serie: 95 – 62.5 – 112.5 – 270.

82.5-kg klassen blev vundet af veteranen fra VK Aares, Susanne Diter, som gjorde et vellykket comeback efter nogen tids pause. Hun er dog godt på vej frem igen og vandt klassen med: 120 – 62.5 – 117.5 – 300 -  og alle disse resultater var nye masterrekorder.

Bedste løfter

Bedste løftere hos damerne var: 1. Kirsten Borggaard 434.38. 2. Kate Vestergaard 407.57. 3. Susanne Diter 270.15.

Bedste klub

  1. Thisted VF
  2. VK Ares

Hermed var DM 2003 ovre. Arrangementet klappede, tilskuerne og TV-folkene var tilfredse, og løfterne præsterede gode resultater.

Klaus Brostrøm