NM Ungdom - Junior

 

21. april 2001

Hof, Norge


Resultatliste

 

Af Morten Rasmussen, Tårnby SK

 

7 unge og stærke “flickor” var dette år udtaget til at deltage i NM Junior, som Norge denne gang skulle afvikle. Klavs Kammersgaard (VK Ares) og undertegnede (TSK) mødtes med Johan Westerberg i Tårnby kl. 11, hvorefter vi hurtigt var i Sverige. Johans store Volvo skød fint og hurtigt gennem det sydsvenske men vi måtte lave et stop i Biltema pga. Johans nyindkøbte tagboks havde en defekt lås. Men vi var hurtigt på banen igen og efter et frokoststop, kunne vi møde jyderne i Gøteborg kl. 15. De kom med færgen fra Frederikshavn. Jyderne bestod af Morten Grabowski (TVF), Michael Jensen, Brian Hansen, Tue Bjørn og Martin Christiansen. Med som træner var Peter Andersen og dommer var Bent H. Kristensen.

 

Efter en mindre vægtfordeling af mennesker og bagage, kunne vi atter fortsætte mod Norge. Da klokken var omkring 20 ankom vi langt om længe til Holmestrand, hvor vi skulle bo. Det ligger ca. 60 km syd for Oslo. Samme aften var vi alle ude for at få noget i maverne, da vi var blevet godt sultne af den lange tur. Vi fandt et pizzaria som åbenbart havde taget det der med NM til sig. De må have stillet op i marathon-bagning, for det tog MEGET lang tid, før vi alle kunne sætte tænderne i såvel store som små pizzaer.

 

Lørdag morgen skulle vi så ud på en lille køretur på ca. 30 min, før vi ankom til en lille by kaldet Hof. Det var her vi skulle spille med musklerne. Rammen var en skole, hvor vi skulle løfte i gymnastiksalen, og det hele var blevet sat op natten igennem, så man måtte sige at de have haft travlt, og havde gjort et godt stykke arbejde. Vi var blevet delt op i mange grupper, hvilket gjorde det lidt nemmere for Johan og Peter at styre begivenhederne.

 

Klavs, Tue og jeg skulle på som de første. Klavs lavede let en serie på 120 - 125 - 132,5 kg, så dermed var han godt på vej til at blive nordisk juniormester for første gang. Jeg selv fik meget nemme 165 kg godkendt i

squat, og havde ligeledes fået en god start på den nordiske juniortitel. Tue startede på 175 kg, øgede derefter til 190 kg som ville være ny personlig rekord. Den kostede næseblod, men Tue kørte den let op i sit 3. forsøg.

Efter squat var vi alle kommet godt ud af starthullerne - især Tue som nu lå lunt på en 3. plads - 15 kg foran nordmanden Kay Åge.

 

I bænkpres fik Klavs kun 62,5 kg godkendt, men der var så meget fart på, at man dårligt kunne se ham bænke dem. Jeg havde selv en god dag i bænkpres med 3 godkendte forsøg, da jeg tangerede min personlige rekord på 115 kg - og der var til lidt mere. I bænkpres øgede Tue endnu mere med sine 130 kg mod nordmandens 105 kg. Nu var Tue lige pludselig 40 kg foran. Det så ud til at blive en kanondag for dansk styrkeløft.

 

Så var vi kommet til sidste disciplin - dødløft. Her viste Klavs virkelig sin styrke, da han med 3 godkendte forsøg og ny personlig og dansk ungdomsrekord hev 145 kg op i flot stil. Det resulterede samtidig i en ny dansk ungdomstotal på 340 kg i 56 kg klassen. Et stort tillykke herfra - også med den nordiske titel. Jeg selv lavede også 3 godkendte forsøg og ny personlig rekord på 172,5 kg. Igen var der tilmed til lidt mere her også. Tue valgte derefter at lave samme nummer. Det blev til 3 godkendte forsøg og ny personlig rekord i dødløft på 220 kg. Han var dermed den der løftede mest i dødløft i 67,5 kg klassen. Svenskeren Niklas Jönsson som vandt klassen, fik kun 215 kg - efter at han liiige havde sat europæisk juniorrekord i bænkpres med 5 kg. Den er nu på 180 kg. Så Tue sluttede flot på en 3. plads med 25 kg op til nummer 2 og hele 85 kg foran nummer 4. Et virkeligt flot resultat af Tue, og et stort tillykke!!!

 

Morten “The Dude” Grabowski kørte sololøb i 2. gruppe i 75 kg klassen. Han fik 175 kg i squat - prøvede to gange på 190 kg. I bænkpres blev det dog til en personlig rekord på 120 kg og 3 godkendte forsøg. I dødløft lavede han samme nummer - 3 godkendte forsøg og personlig rekord på 220 kg. Desværre var medaljeslugerne i denne klasse en anelse for stærke for Morten, da han selv sluttede på 515 kg mod 632,5 kg på 3. pladsen. Men det lykkedes da “The Dude” fra Danmark at slå nordmanden Kim Are Jakobsen med 32,5 kg som pænt blev henvist til 5. pladsen. Et stort tillykke skal også lyde til Morten for den fremragende præstation.

 

Så var tiden kommet til de store drenge. Her skulle Martin, Michael og

Brian vise deres styrke - og det må man sige, at de gjorde! Michael og Martin tog sig af 82,5 kg klassen. Michael lagde ud i squat med at lave ny personlig rekord med 7,5 kg - nu lydende på 225 kg. Der var i hvert fald til 10 kg mere. Martin derimod valgte at stoppe efter 2. forsøg på 232,5 kg. Der var ikke mere i ham pga. en skade i ryggen. I bænkpres kørte Michael den kølige stil igen - 3 godkendte forsøg og ny personlig rekord med 5 kg, nu på 150 kg. Martin fik sine 157,5 kg med i 2. forsøg, men desværre blev de 160 kg i 3. forsøg en anelse for tunge. Da dødløften startede var Michael ikke færdig endnu med at imponere - igen lavede han 3 godkendte forsøg og lavede ny personlig rekord som nu er på 232,5 kg. Martin fik ikke sine 220 kg og måtte nøjes med sine 217,5 kg. Nu havde Martin og Michael begge lavet 607,5 kg, men den indbyrdes sejr mellem de to gik til Michael, da han var 700 g lettere end Martin. Så med ny personlig rekord i squat, bænkpres, dødløft og total kunne Michael fejre sin 4. plads i stor stil. Der var kun 20 kg op til nummer 3 - dem tror jeg uden tvivl Michael sagtens kunne have lavet mere den dag.

 

Brian kørte ligesom Morten sololøb i 90 kg klassen set med danske øjne. Det er tydeligt at se at Michael og Brian træner sammen til dagligt - han lavede ligeledes 3 godkendte forsøg i squat med 210 kg i sidste. Også her var der til meget mere. I bænkpres fik Brian dog lov til arbejde lidt for sagen. 147,5 kg i andet var nemme nok, hvorimod de 155 kg i 3. forsøg nok kommer næste gang Brian stiller op.

I dødløften fik Brian desværre kun sit 1. forsøg på 210 kg, da de to andre forsøg på 222,5 kg ikke ville godkendes af dommeren. Det skal så lige siges at Brian i skrivende stund til en træningssamling lavede 240 kg i dødløft. Men alt i alt 567,5 kg til Brian - også et kanon resultat og et stort tillykke til Brian med de personlige rekorder.

 

I 110 kg klassen var der godt nok ingen danske deltagere, men der var en nordmand som nok også lige er værd at skrive et par linier om. Efter at have sparet sig i squat og bænkpres, lagde han stille og roligt op til en ny junior verdensrekord i dødløft. Jørn Høyseth lagde let ud på 325 kg, og øgede så til 353 kg - ny verdensrekord. Men desværre for Jørn lykkedes det ham ikke at sætte ny rekord. I både 2. og 3. forsøg manglede han sådan set bare at rette skuldrene ud for at få løftet godkendt. Men jeg kan også godt forestille mig at når man står med 353 kg mellem hænderne, at man så kan have problemer. Men flot var det i hvert fald!

 

Alt i alt var det med danske øjne virkelig et kanon stævne i og med at alle løfterne lavede personlige rekorder, flotte nationale og internationale resultater. Det bliver spændende at følge de danske juniorløftere i den kommende tid, for de vil uden tvivl lave gode resultater som vil blande sig i medaljestriden næste år, hvor det er Danmark der er vært for NM ungdom/junior. Så bare klø på gutter..!!!

 

Jeg vil slutte af med at sige tak for en god tur til Norge og jeg er sikker på jeg taler for alle, når jeg siger tak for hjælpen til Peter og Johan, som fik lov at svede lidt.